Pakkeforløb for kræft
Pakkeforløb på kræftområdet
I efteråret 2007 blev det besluttet at indføre pakkeforløb for alle patienter med begrundet mistanke om kræft og patienter med kræft.
Formålet med pakkeforløb er at tilbyde patienterne optimal udredning og behandling uden unødig ventetid og derigennem forbedre prognosen, bedre livskvaliteten og mindske utrygheden ved ventetid uden kendt årsag.
Et pakkeforløb er et patientforløb, hvor de enkelte trin er tilrettelagt som tids- og indholdsmæssigt veldefinerede begivenheder, der som udgangspunkt følger et på forhånd booket forløb. Pakkeforløbene omfatter hele forløbet fra begrundet mistanke om kræftsygdom, gennem udredning, diagnose, behandling og efterbehandling. Pakkeforløbene beskriver de nødvendige undersøgelser og behandlinger, herunder fagligt begrundede forløbstider. Endvidere beskriver pakkeforløbene hvor der undervejs i forløbet skal gives information til patienterne , samt de målepunkter, der skal gøre det muligt at monitorere om pakkeforløbene fungerer efter hensigten.
Beskrivelser af det kliniske indhold i de enkelte pakkeforløb er udarbejdet af multidisciplinære kliniske arbejdsgrupper hvori også klinikere fra alle 5 regioner er repræsenteret. Pakkeforløbene er baseret på de senest opdaterede kliniske retningslinjer, såfremt sådanne foreligger.
Beslutningen om at indføre pakkeforløb er en del af en politisk aftale indgået mellem regeringen og Danske Regioner den 12. oktober 2007.
Du kan på SST's hjemmeside hente alle de senest reviderede pakkeforløb for:
Brystkræft
Hoved- og halskræft
Hæmatologiske kræftformer
Kræft i bugspytkirtlen
Kræft i blæren og nyre
Kræft i galdegangene
Kræft i hjernen
Kræft i prostata, penis og testikel
Kræft i spiserør, mavesæk og mavemund
Kræft i tyk- og endetarm
Kræft i æggestokken
Kræft i øjne og orbita
Kræft i ydre kvindelige kønsorganer (Vulva)
Kræft hos børn
Livmoderkræft
Livmoderhalskræft
Lungekræft
Metastaser uden organspecifik kræfttype (pr. 1. juli 2010)
Modermærkekræft
Primær leverkræft
Sarkomer i knogler og bløddele
Tarmkræft-metastaser i leveren


